Maren Nielsens liv

Af Per Jensen 

Maren blev født 15. maj 1876 som nr. 4 ud af 5 børn og Maren var et par år ældre en nr. 5 Karen. Moderen arbejdede med alt forefaldende arbejde og faderen Lars Nielsen var slagtersvend. Forældrene arbejdede hele tiden og havde, som mange andre dengang, ikke meget tid til børnene.

Det savnede Maren og hun bandt sig til sin lillesøster Karen. Karen døde desværre som femårig i 1883 og nu søgte den nu seksårige Maren omsorg og kærlighed fra forældrenes side. Men det fik hun ikke.

Faderen var ikke meget hjemme og rygterne sagde, at han var konen utro. Moderen var  7 år ældre end manden og svækket og magtede ikke at være mor for børnene. Så Maren forsøgte nu at leve i en fantasiverden, hvor hun var elsket af sine forældre.

Moderen døde i februar 1887. Maren, som nu var 10 år vendte sig til sin storesøster Marie på 12 år. Hun søgte også faderen, men han havde allerede kontakt med en anden, som han giftede sig med 2 måneder efter konens død. 8 måneder efter fik  Maren en halvbror. Nu følte hun sig rigtig tilsidesat, vred og skuffet og svigtet af sin far. Hun fik et usundt relationsmønster for at få lidt opmærksomhed.

Da Maren var 13 år besluttede faderen sig for, at hun skulle til Masnedø som tjenestepige. For som han sagde, der var ikke plads herhjemme, når der kom endnu en lille ny. Han lovede dog, at Maren måtte stå fadder til det nye barn, der kom til at hedde Agnes Ingeborg.

Der blev født yderligere et par børn i hjemmet, men Maren kom ikke hjem. Hun havde fundet ud af at nyde livet uden småbørn. Maren trivedes på Masnedø. Hun var sammen med en anden ung pige, 2 yngre karle og en halvgammel tjenestekarl. Hun var glad for at være sammen med dem og lærte hurtigt at trives med fest, dans og mænd. Endelig var der noget ved livet.

Men der var ingen, der havde fortalt hende om de mulige konsekvenser af omgang med mænd. Maren blev da også gravid som 21 årig. Faderen var en tømrer Vilhelm Hjalmar Beatus Nielsen. Hans mor og far boede her i Nyråd i ejendommen “Clemensminde”, Nyråd Mark. Faderen var væversvend og døde et par dage før Hjalmar skulle konfirmeres og en af Hjalmars lillebrødre druknede i vinteren 1895 sammen med 7 andre børn. Det var hårde tider.

Maren ville giftes med Hjalmar, men han veg udenom og i sommeren 1897 fødte hun en datter, der dog døde et par timer gammel. Maren var helt alene med sorgen og nu skulle det være slut med at blive svigtet. Hjalmar skulle betale for sin gerning. Hun opsøgte ham på hans bopæl i Stege men fik at vide, at han var flyttet til Helsingør. Hun rejste efter ham og fandt ham. Nu gav han efter og indledte et forhold til hende igen. I 1898 flyttede han til Dannebrogsmanden i København og Maren flyttede ind hos ham.

Maren blev gravid igen og nu skulle Hjalmar ikke slippe og han gav efter. De blev gift i januar 1899. 6 uger efter vielsen fødte hun Johannes Aage Alfred Jacob.  I 1901 boede de på Østre Fasanvej 71 og her fødtes datteren Rosa.

Men Maren trivedes ikke som husmor og slet ikke som mor til småbørn. Så når hun kunne slippe af med det – og det var tit – forlod hun hjemmet og levede livet på dansesteder og værtshuse på Nørrebro. Hjalmar havde lange arbejdsdage og fandt ofte børnene hos naboerne eller alene hjemme, hvor naboerne havde lovet at se efter dem. Pengene var små og arbejdsdagene lange og han skændtes ofte med Maren, som var en vred og temperamentsfuld kvinde.

Da Maren i 1903 fortalte, at hun var gravid igen, beskyldte Hjalmar hende for, at barnet ikke var hans og der udbrød en ”krig” i det lille hjem. Maren troede, hun havde Hjalmar, hvor hun ville have ham. Men da Maren i februar 1904 fødte Elly Rasmine, meddelte Hjalmar Maren, at han havde en billet klar til Amerika og ville rejse måneden efter. Rygtet lød, han ville arbejde ved Panamakanalen – men det svæver i det uvisse.  Men i hvert fald Amerika.

Maren gik itu indeni og følte sig uretfærdig behandlet. Han var en skurk, der løb fra sit ansvar. Og endnu værre blev det, at han forlangte, at hun flyttede tilbage Nyråd og i nærheden af hans mor i Clemensminde, så hun kunne holde øje med hende. Ellers ville han ikke sende penge til hende fra Amerika.

Maren lejede et hus ved Papirmøllen i Vintersbølle og hun arbejdede som tjenestepige. Hun regnede med at få støtte fra sin far, men han døde samme år. Maren syntes at verden var uretfærdig. Hun fik dækket sit ensomme liv ved at omgås forskellige mænd. Hjalmars familie og andre på egnen meldte Maren til Værgerådet for ikke at passe børnene. Da de tre børn blev hentet, løb Maren rasende og hulkende rundt. De 3 børn kom heldigvis i pleje ved farmor og fik et godt liv. Børne- og asylhjemmene var berygtet for deres ondskab og hårde opdragelse og var ikke et godt sted for børn.

I 1905 indledte Maren et forhold til nordmanden Arthur Winther Sørensen, som var tjenestekarl på en nærliggende gård. Han var formodentlig ikke nordmand. Det var bare et øgenavn. Efter kort tid fortalte Maren ham, at hun var gravid og hun vil have ham til at påtage sig et ansvar. Han grinede og sagde ”aldrig”. Han ville ikke have mere med hende at gøre og i øvrigt var det jo ikke sikkert, at det var ham, der var faderen.

Maren var igen alene og verden synes ond og uretfærdig ved hende. Hun tog nu arbejde som husholderske i Ørslev hos parcellist Hans Olsen. I Ørslev boede storesøsteren Marie og Maren fandt trøst i at bo så tæt på søsteren og hendes familie. Hans Olsen fandt hurtigt ud af, at Maren var gravid og fyrede hende. Han ville ikke have småfolk i huset.

Nu blev Maren rigtig fortvivlet. Hun savnede sine børn og havde et had og vrede mod sin far, mod Hjalmar, Arthur og alle mænd, der har udnyttet og svigtet hende. Hun var ved at opgive alt. Alting var også lige meget.

I april 1906 så hun i Dagens Nyheder en annonce fra Tvis ved Holstebro, hvor Poul Kristensen søgte en husholderske. Maren vidste ikke hvor langt, der var til Tvis – andet end, at det var langt væk og det mente hun, at hun havde brug for. Hun søgte stillingen, men glemte at fortælle, at hun var gravid. Hun tænkte, det klarede hun, når bare hun slap væk fra Vordingborg og al den svigt, sorg og smerte, hun forbandt med egnen.

1. maj 1906 ankom Maren til Pouls husmandssted og hun indtog husholdningen med stor energi, selv om hun var højgravid. Poul arbejdede fra 4:30 til 21:30 hver dag og havde derfor brug for en pige i huset. Måneden efter fødte hun tvillingepiger og følte, at hun havde fået en ny start på livet. Men hun syntes alligevel, at samfundet i Tvis så ned på hende og at de sladrede om hende. De dage lod hun frustrationerne gå ud over børnene – især Pouls børn og især hans ældste datter Pouline. Pouls søn Niels var en stille dreng og han var god til at hjælpe hende med mange praktiske gøremål og hun lod ham i fred.

Maren gjorde kur til Poul og lagde sig hos ham og hun blev ikke afvist. Det var egentlig ikke Pouls hensigt og bagefter lagde han hende lidt på is. Maren forstod ham ikke. Hun kunne lide ham og han gav hende tryghed. Da hun rigtig mærkede afvisningen, lod hun sin vrede gå ud over hans børn. Han skulle ikke afvise hende. Hun havde forladt sine børn i Nyråd for at være hos ham, så skulle han ikke afvise hende.

Hun fortalte ham, at hun var gravid igen og han skulle være far og hun troede, han ville blive glad, men han svigtede og udelukkede hende mere og mere af sit liv. Maren var vred og det gik ud over børnene.

Hjalmar havde i mellemtiden været i Danmark og sat en skilsmissesag i gang og han tog Agnes Ingeborg med tilbage til Amerika. Maren halvsøster – Marens gudbarn. Samtidig døde Marens storesøster Marie fra Ørslev som 34-årig. Det gjorde Maren helt fortvivlet, rasende og al hendes vrede gik ud over Pouls børn især Pouline – Pouls den ældste. Hun fik ingen mad, ingen hjælp til at vaske sig og ellers måtte klare sig selv. Og lavede hun et eller andet, blev hun straffet. Pouline døde og Maren følte ingen skam, men hun kunne godt høre og mærke, at folk talte bag hendes ryg. De beskyldte hende for, at det barn, hun ventede, ikke var Pouls og at Poulines død skulle være Marens skyld. Maren blev mere og mere vred på alt og alle.

Maren fødte tvillingerne Kristian og Anna, men Poul interesserede sig ikke for dem. Ikke en gang hvad de skulle hedde. Da Anna døde om morgen den 10. juni, var han som sten og tog af sted til arbejdet. Maren var tosset og sygeligt jaloux og overbevist om, at han var hende utro. Hun havde født hans børn og nu skulle han gifte sig med hende.

Efter at Anna var begravet, fortalte præsten Pastor Sick Maren, at Poul havde solgt huset og hun skulle flytte og at børnene skulle i pleje.

Det var et stort chok for Maren, men hun fortsatte dog sine gøremål i hjemmet, som hun plejede. Men hun var nu nået til et punkt i sit liv, hvor ingen mænd skulle svigte hende mere. Hadet til livet, mænd, samfundet, uretfærdigheden, at ingen ville hende det godt. Hun havde endda gjort alt for at tilgodese alle mænd, være sød og ligge med dem og alligevel straffede de hende.

Maren udtænkte en plan, så ingen ville glemme hende og Poul skulle straffes, så han aldrig ville glemme hende.

Maren var god ved børnene om eftermiddagen. Gav dem mælk og brød med syltetøj og en efter en slog hun alle børnene ihjel – undtagen Niels (Pouls den ældste). Til slut hængte hun sig selv ude i laden. Maren efterlod et afskedsbrev. Der findes en kopi i vort arkiv.

Nu da Maren havde hængt sig selv løb Niels ud til gården Lauralyst og hentede sin far.

Alt det skete mandag den 22. juli 1907. Hendes selvmordsbrev begyndte hun at skrive allerede om lørdagen. Så det hele var planlagt.

Hun havde taget livet af sig selv og 6 børn. Pouls børn som hævn for, at Poul ikke ville have hende og sine egne, for at de ikke skulle ende på det lokale Børnehjem, Hebron.

Nyheden om mordene bredte sig hurtigt over hele landet. Der blev trykt en skillingsvise i 8000 eksemplarer, så også de fattige og avisløse kunne følge med. Kopi af visen er i vort arkiv.

Nyheden kom også til Demokraten i Århus til Peter Sabroe, der blev vældig oprørt og tog afsted til Holstebro.

Maren blev begravet i kirkens fjerneste hjørne. Kisten blev båret af Poul og et par naboerne samt 3 frelserpiger fra Holstebro. Der var ingen  klokkeringning og kun en kort tale af Pastor Sick. Essensen af hans tale var, hvis vi ikke kan sige noget godt, må vi hellere tie.

Børnene skulle alle begraves på det samme gravsted. Kirken var fyldt til randen og folk stod også udenfor. Peter Sabroe var med til begravelsen og holdt en tale. Pastor Sick holdt ligeledes en tale.

Peter Sabroe var meget interesseret i, hvad der nu skulle ske med drengen Niels. Han mødtes med sognerådsformanden og Sabroe spurgte om Niels skulle på børnehjemmet. ”Uha nej,” sagde sognerådsformanden, ”der bliver de mishandlet. Han skal i privat pleje hos nogle gode folk.” Det startede Sabroe op og han besøgte hjemmet Hebron. Efter besøget fik han justitsminister Alberti til at indlede en undersøgelse. Alberti handlede som sædvanlig hurtigt. Sabroe indledte nu en krig i Folketinget og holdt bl.a. en 4½ time lang tale før debatten, der varede 5 dage inden folketinget blev enige om at skabe forbedringer for Børnene på hjemmene. Under debatten fremdrog Sabroe en pakke fedtegrever, der var indkøbt til børnenes mad i Hebron. Det var beregnet som hunde- og dyrefoder og kom fra Holstebro Slagteri.

Så selv efter Marens død skabte hun ravage og debat.

Poul begik selvmord efter et par år. Niels kom i pleje hos familien Dyremose, som var et rigtig godt sted for ham. Han blev brolægger og døde som nogle og 60-årig  i Frejlev lige uden for Ålborg,

Hjalmar døde i 1954, 77 år gammel.

Alle oplysninger er fundet på Internettet, hvor der også findes diverse fotos samt en bog af Sven Sabroe ”Peter Sabroe Børnenes ven”.

Maj 2023