Ove Fraas

Af Wilhelm Marckmann, 1996

Det må have været i 1933 eller 1934, at plantageejer, ingeniør Ove Fraas (udtales med langt a) en dag stod i vores kontor i ivrig samtale med min far.

Da det blev lukketid, fortsattes samtalen på vores veranda, hvor vi spiste – en dejlig sommeraften – og vi andre blev inddraget i konversationen. Hvordan samtalen var begyndt, ved jeg ikke, men den spændte over mange emner og synspunkter og Fraas var en engageret debattør og en livlig fortæller. Efterhånden hørte vi om hans erfaringer som konstruktør af vandmøller (vist nok skvætmøller) i et asiatisk land. Jeg har glemt hvilket. Han var tydeligvis en berejst, belæst og erfaren mand, som det var interessant at tale med og som interesserede sig for mange ting.

Hytten og reden.

Efter aftensmaden gik vi en tur i haven, hvor jeg viste Fraas den hytte, vi drenge havde bygget nede i skoven – et stykke med høje, gamle træer, der dannede afslutningen på vores have. I forbindelse med hytten, der havde veranda på pæle og hemmelig dør gemt bag tapetet i en af væggene, stod et højt elmetræ, hvis nederste grene var 4-5 meter over jorden. For at komme op i træet havde vi et særligt arrangement. Med en pil havde vi skudt et langt stykke sejlgarn over den nederste gren. Med sejlgarnet trak vi nu et tykt manillareb op over grenen og med det en rebstige, der blev fastholdt af rebet, som vi bandt fast forneden. Når stigen ikke var i brug, blev den lagt i tørvejr i hytten, mens

sejlgarnet blev trukket tilbage over grenen, så det var parat til næste gang. Når man var kommet op ad stigen, var det let at klatre de sidste 5-6 meter op til trækronen, hvor svære grene strakte sig til alle sider. Imellem disse grene havde vi flettet et net af svær el-ledning (1,5), så det dannede en rede med fire siddepladser og i midten et tremmegulv af grene. Her oppe i reden sad vi ofte, læste, snakkede og skuede ud over landskabet. Vi kunne se op gennem haven til huset og til Gåsetårnet bagved, ud over markerne, hvor vi tre kilometer borte kunne se skovfoged Jensens hus, det første i Nyråd by.

Alt dette fortalte jeg Fraas, mens vi gik ned til skoven. Han lyttede meget interesseret, beså hytten indvendig og udvendig, prøvede den hemmelige dør og sejlgarnet, der hang over grenen og hvormed vi nu hejsede rebstigen på plads. Jeg smuttede op først, og Fraas, der den gang vel var i 50’erne, entrede til min forbavselse op efter mig og klatrede let helt op i reden, hvorfra vi udpegede de kendte steder. I mellemtiden var der serveret aftenkaffe på verandaen, og det blev mørkt, før Fraas tændte cykellygten og kørte hjem til huset i frugtplantagen.

Storstrømmen.

Senere talte vi ofte med Fraas, som vi mødte på gaden og ved stranden, og han talte lige så interesseret med os drenge som med de voksne. En dag spurgte han mig, om jeg ville med en tur ud i Storstrømmen og se på det fremadskridende brobyggeri. Man var så småt begyndt at sætte brofagene på plads.

Næste morgen cyklede jeg ud til plantagen. Fraas boede i et stråtækt, noget forfaldent hus, der 1å på en lun og solbeskinnet skrænt, skærmet af store frugttræer. Han havde travlt med at fodre og vande fjerkræ, hund og kat, men gjorde sig snart færdig, og så gik vi ned til stranden ud for Florket. Jeg blev lidt forbavset, da jeg så den lille, smalle pram, som vi skulle af sted i; men der lå årer i den og en lille mast, der nu blev rejst i stævnen og hvorpå vi hejste et latinersejl.

Vandet var roligt, solen skinnede og snart var vi ude over Trællegrunden, der strækker sig fra Oringehalvøen mod øst. Ude i Færgestrømmen mellem Masnedsund og Masnedø var der lidt større bølger og en frisk vind. Vi gik i land på Masnedø og beså det lange betonrør, den midlertidige tunnel, hvorigennem toget skulle køre ud til Orehovedfærgen, mens den store jordvold, der senere skulle føre toget op i brohøjde, blev lavet. Tipvognstogene kom med korte mellemrum og kastede den gode sjællandske jord, – faktisk hele bakkedraget mellem Næstvedlandevejen og Kastrup Præstegård – fra sig på langs ad hele øen. Endnu kunne man overse Masnedø; men på sydspidsen stod allerede landpillen og ragede højt op over den lille klynge huse, der formodentlig stadig ligger der, nu antagelig om eftermiddagen i skyggen af den høje jordvold, jernbanedæmningen, der har givet øen en ny profil, trukket efter en lineal.

Efter at have vandret rundt og set på tilblivelsen af denne nye ås i landskabet, gik vi ombord igen og roede ud i strømmen mellem pillerne, der tårnede sig op over os. Det begyndte at vippe en del derude, så efter at have fulgt rækken af piller et stykke ud, vendte vi om og satte kursen tilbage mod Vintersbølle Strand. På tilbageturen havde vi vinden skråt ind fra bagbord, sejlet trak os, så vi kun behøvede at have den ene åre i vandet til at styre med. Inde under Florket tog vi en svømmetur, og så blev prammen trukket op på stranden igen.

Turen havde varet det meste af dagen; men vi havde set broarbejdet fra mange sider, og Fraas, der var ingeniør med eksamen fra Mittweida i Tyskland, en kendt ingeniørskole, der vistnok svarer til vort teknikum, forklarede mange tekniske sammenhænge undervejs. Det var for mig en meget lærerig og – ikke mindst – en eventyrlig tur.

Bro til svømmeklubben.

Foruden frugtplantagen ejede Fraas markerne, der havde hørt til Florket, en lille landejendom, af hvis stuehus kun grundstenene er tilbage. Morfar købte ejendommen omkring århundredskiftet for at bygge et sommerpensionat, men det strandede på godsejer Wassards modstand mod kørsel gennem skoven. Det var så i nogle år bolig for morfars broder Ferdinand og hans familie, inden det blev solgt. Nu er en del af grunden bebygget med et privat hus, der i en periode var sommerrestaurant med egen bro, der blev anløbet af lystbåde, lejede fiskerkuttere på udflugt og de motorbåde, der gik i fast rutefart imellem Vordingborg og Bogø. Rutebådene kunne ikke sejle under besættelsen, bådfarten er ikke genoptaget og for en sommerrestaurant uden kørevej har det nok medvirket til dens ophør. Hvorom alting er: Nu var der ingen bro, som de lokale strandgæster kunne bade fra.

Fraas satte pris på at svømme, og han ejede nu marken, der gik ned ti1 stranden. Han fik nu den ide at starte en svømmeklub, som kunne bidrage med frivillig arbejdskraft og hjælpe ham med at bygge en ordentlig badebro. Jeg mener, at han selv bekostede tømmeret og naturligvis stod han for konstruktionen. Det blev en lang og solid bro, som man kunne springe fra, og som i nogle somre blev flittigt brugt af den lokale ungdom. Selv var Fraas på broen det meste af sommeren, brun og i badebukser, sejlende og svømmende. Han var et udpræget friluftsmenneske, havde hår og fuldskæg som en vildmand.

Fuldskæg var sjældent den gang – og i plantagen gik han rundt brun og barbenet som ved stranden. Broen er formodentlig gået til i isvintrene under krigen. Nu er der kun et par små broer, hvor et par pramme ligger fortøjet.

Der har også været andre projekter, som Fraas ofrede sin energi på. I byen var han altid normalt påklædt, men selv om hår og skæg var kæmmet, kunne man altid kende ham på lang afstand. Han havde ofte en bog under armen, og tit mødtes vi på biblioteket. Han læste meget og var altid oplagt til diskussion.

Der blev den gang skrevet og talt meget om en nordisk union. Fraas var meget optaget af mulighederne i et udbygget nordisk samarbejde, og vi lånte hinanden bøger og pamfletter om emnet. Samtidig arbejdede han med et nyt byggeprojekt.

Gæstehuset.

Hans beboelse var som før nævnt ikke velholdt. Det var et gammelt hus, han havde købt sammen med plantagen, og i de få år han havde boet der, havde han ikke haft tid til at gøre noget ved det. Så for at kunne invitere sin familie på besøg i mere komfortable omgivelser, byggede han et lille bindingsværkshus nede ved stranden. Det var net og forsynet med de nødvendige indretninger; men selv foretrak han at kunne rode i det gamle hus. Det lille hus, som senere gik i arv til den ene af hans søstersønner, amtmand Edelberg fra Ribe, er nu blevet udvidet og kan bruges som helårshus. Plantagen gik vistnok i arv til en anden søstersøn, lektor Lennart Edelberg, der var geograf og bl.a. deltog i centralasiatiske ekspeditioner. Lennart var på besøg hos Fraas i en juleferie, hvor min klassekammerat Bent Rehling Qvistgaard og jeg aflagde visit, og alle fire gik vi en tur sammen ud gennem Vintersbølle Skov, hvor vi undervejs øvede os i spydkast. Lennart var især god til at kaste. Han har nok været student den gang, mens vi jo var yngre. Til vores forbavselse kastede han længere end vi kunne, og vi mente endda at have megen øvelse i den sport.

Marcel Proust.

Efter 1940 var jeg borte fra Vordingborg i længere perioder og talte derfor sjældnere med Fraas. Sidste gang jeg var sammen med ham var en sommerdag i 1949. Jeg boede da i FDF´ hus ude på Brændepladsen i Vintersbølle Skov sammen med en klasse på 15 børn. Det var et lejrskoleophold på en uge, hvor vi så på blomster, havde sporleg i skoven, gik i vandet og hvad der nu hører sig til. Fraas kom forbi på strandstien på vej ud til frøken Suhr på Skovlyst men han gav sig tid til at snakke et par timer med mig. Han var på det tidspunkt meget optaget af Marcel Proust – gik med en af bøgerne i lommen – og ville gerne tale om den. Desværre havde jeg ikke læst Proust, så jeg var ingen god samtalepartner om denne sag, selv om jeg gerne havde villet; men vi kom ganske godt rundt i verden alligevel. Sidst på eftermiddagen gik Fraas videre langs stranden, og man må håbe at samtalen ved aftensmaden hos frøken Suhr bedre kunne tilfredsstille hans lyst til at diskutere “På sporet af den tabte tid”.