Afskrift fra Lolland Falster Socialdemokrat fredag 27. maj 1938

To mænd druknet i farvandet mellem Falster og Bogø. 

En tredje lå i vandet en time, inden han blev taget op af en forbi sejlende damper.

Tre unge mænd sad onsdag aften i Stubbekøbing Pavillon, de var muntre og glade. Kort tid efter lå de i Sortsøgabets stærke og kolde strøm, kæmpende for livet. De to gik ned, medens den tredje blev reddet som ved et mirakel.

De nærmere omstændigheder ved drukneulykken er følgende: Den 27-årige savskærer Jens Hansen, Nyråd, var onsdag aften taget til Bakkebølle for at aftale en fisketur dagen efter med fisker Otto Nielsen. Det var kun kort tid siden, at Jens Hansen var blevet gift. Hans kone var taget et par dage bort, og så ville han tilbringe nogle timer sammen med sin kammerat. Til sine forældre sagde han, at de godt kunne lade kaffekanden stå, hvis han ikke kom tilbage til kaffetid.

Ved Bakkebølle strand traf han foruden Otto Nielsen den 23-årige arbejdsmand Lars Christiansen, Nyråd. De blev enige om i en lille jolle at tage en sejltur til Falster.

De glade timer før døden kom.

De lagde ind med jollen ved den lille bro, som findes ved Sortsø Badehotel. Kort tid tilbragte de på Sortsø Badehotel. Derefter lejede de en bil og tog til Pavillonen ved Stubbekøbing Anlæg. Her morede det glade selskab sig rigtigt til Pavillonen lukkede ved midnatstid. De, der så de tre unge mænd tage af sted, mener ikke, de var berusede, men det man kalder ”i stødet”, og det er senere opklaret, at hver i aftenens løb har fået 8 genstande.

Da de kørte mod Sortsø, spurgte vognmanden om, hvordan de kunne komme hjem. Jo, det skulle de nok klare, det var en let sag.

Ved 1-tiden sejlede de ud fra broen ved Sortsø Badehotel, og det, der herefter følger, tegner sig i Otto Nielsens fremstilling således:

Da båden kæntrede.

Båden var nået midt ud i gabet, men sejlet ville ikke rigtig folde sig ud. Så blev der begået en letsindighed. Lars Christiansen kravlede op i den lille jolles mast for at bringe sejlet i orden. Jens Hansen rejste sig i det samme, og båden kæntrede, så de tre mænd faldt i vandet.

Otto Nielsen kan ikke bagefter huske, at han så noget til Lars Christiansen, der sikkert ret hurtigt er gået til bunds. Derimod så Otto Nielsen, at Jens Hansen havde vanskeligt ved at holde sig oppe. Han hjalp derfor denne, men til sidst sortnede det for hans øjne. Han måtte slippe Jens Hansen, som derefter blev slugt af det kolde vand.

Otto Nielsens redning.

Den unge fisker fik fat i et redningsbælte, som havde været med båden. Det tog han på, og omtrent i en time lå han i det kolde vand. Til sidst var han ved at opgive det hele, men så kom redningen.

En dansk damper ”Rita” gik gennem gabet i østlig retning.

På damperen hørte man Otto Nielsens råb om hjælp. En jolle blev sat i vandet, og den meget forkomne unge mand blev taget ombord, hvor man straks begyndte at tage ham under behandling.

Ved 2-tiden ankrede damperen op ud for Stubbekøbing, og ved en stærk gennemtrængende tuden, der vækkede mange folk i byen, forkyndtes, at der var noget galt.

Otto Nielsen var indpakket i mange tæpper, blev sejlet i land i en jolle og straks ført til Stubbekøbing sygehus.

Hans tilstand var meget betænkelig, idet temperaturen kun var 35,6 grader, men i går mente man dog på sygehuset, at hvis intet alvorligt støder til, så er hans liv udenfor fare.

I går var hans tilstand også således, at han kunne afhøres af overbetjent Jacobsen.

Eftersøgningsarbejdet begynder.

Da Otto Nielsen var bragt i land ringede damperens styrmand til overbetjent Jacobsen, der straks fik eftersøgningsarbejdet sat i gang.

Toldopsynsmand Petersen, Sortsø, gik ud med sin motorbåd, men trods 3-4 timers eftersøgning fandt man intet, end ikke jollen, som må være sunket.

Om morgenen tog Zoneredningskorpset fat. Ved hjælp af et par motorbåde, blev der trukket vod, men da aftenen kom, måtte man holde op uden resultat.

Råbene udefra vandet.

Bagefter rejser sig det spørgsmål, om ingen på land har hørt de tre mænds råb ude fra vandet.

Hotelejer Christiansen, Sortsø Badehotel, var ikke gået i seng, da de tre tog af sted. Han sad inde i sin stue, da der ude fra vandt kom et: Hallo og derefter formentlig et navn. Hotelejeren gik ud på sin altan, men hørte ingen råb om hjælp, kun et nyt: Hallo.

Hotelejeren troede, at det var de unge glade mænd, der råbte i kådhed, og foretog sig derfor intet.