Nationalforeningen får atter støtte (1937)

En opgave trængte sig på. Forholdene for de tuberkuløse børn var endnu engang fortvivlende. På Nationalforeningens årsmøde i 1936 oplyste Valdemar Poulsen (der både var medlem af Nationalforeningen og af Julemærkekomitéen), at der på Julemærkesanatoriet var store ventelister. Mange københavnske børn måtte vente i op til et halvt år, inden de kunne blive indlagt. Trods udvidelser i Kolding måtte børnene undertiden udskrives alt for hurtigt for at skaffe plads til nye patienter. Professor Faber slog derfor til lyd for at bygge et ny sanatorium for tuberkuløse børn, og af hensyn til de mange københavnske børn, foreslog han det anlagt på Sjælland. Det blev vedtaget. Vordingborg Kommune tilbød et stort areal ved Vintersbølle Strand. Arkitekterne Kay Fisker og C.F. Møller tegnede et stort funktionalistisk kompleks. C.F. Møller, der samtidig forestod byggeriet af Aarhus Universitet, holdt sig dog i Vordingborg til de mere stringente traditioner for sanatoriebyggeri: Børnesanatoriet ved Vordingborg fremstår som en modernistisk udgave af Julemærkesanatoriet og andre af den tids slotsagtige sanatorier. Indvielsen af sanatoriet, der havde plads til 125 børn, fandt sted 9. november 1938.

Som altid var Nationalforeningen dygtig til at rejse penge. Vordingborg-sanatoriet kostede i alt 1,3 mill. kr., og Julemærkekomitéen blev anmodet om et bidrag. Og folkene bag Julemærket, der i disse år selv planlagde udvidelser (Fjordmark og Hobro), og selvsagt erindrede Kolding-balladen, havde – trods en enkelt mislyd i komitéen – ikke fået kolde fødder. Bidraget blev på 250.000 kr., altså godt 20% af byggeprisen. De nøgterne tal ophæves, når man betænker, at beløbet svarede til 12,5 mill. julemærker, altså stort set alle de to-ører som danskerne dengang brugte på julemærker et enkelt år.

For bidraget fik Julemærkekomitéen desuden ”en god historie”. Ved indvielsen af sanatoriet var statsminister Stauning tilstede. Postmester J.B. Nikolajsen og overlæge Valdemar Poulsen henvendte sig til statsministeren og spurgte, om det ikke var muligt, at Stauning kunne sørge for, at alle ministerierne fremover også anvendte julemærker. Stauning fandt idéen god og noterede den i sin lommebog, der var berømt for at indeholde mulige ministeremner. De øvrige gæster, der havde set, men ikke hørt samtalen, havde så stor tiltro til Staunings lommebog, at de følte sig sikre på, at Nikolajsen og Poulsen skulle være ministre. Det blev de nu ikke, men efter sigende anvendte ministerierne samme år julemærker.

Kilde: ”Julemærket – til gavn for børn” af Kenn Tabersen, 2005