Foreningen og Beværterhuset – ny hjemmeside
Foreningen har indgået aftale med Ignition United om ny foreningshjemmeside. Som noget nyt kommer en selvstændig hjemmeside for Beværterhuset – www.bevaerterhuset.dk.
Bag Ignition United står Bjørn Birk Hansen, der har designet hjemmesiderne for foreningens samarbejdspartnere Museerne Vordingborg, Køng Museum og Museumsgården på Møn.
Foreningens vision med disse hjemmesider er
- at formidle nyheder om foreningens aktiviteter og arrangementer
- at skabe et forum for formidling af lokalhistorisk viden
- at gøre foreningens kildemateriale tilgængeligt online
- at give brugere af Beværterhuset – nøglebrugere som andre gæster – bedre informationer om huset og skoven
- at skabe en base for undervisningsforløb med afsæt i den lokale natur og kultur
Beværterhusets hjemmeside vil blive udbygget løbende med fokus på naturoplevelser i og omkring Vintersbølle Skov samt historien om den tidligere Køng Fabriks væveri. Der vil blive lagt vægt på hørproduktion, vævning og blegeprocesserne af linned.
Udbygningen af hjemmesiderne ser vi som en naturlig forlængelse af vores bogudgivelse i 2010, Fortællinger fra Vintersbølle, som har haft en overvældende succes og afdækket et stort behov for historieformidling. Alle har i stor udstrækning brug for at fortælle og lytte til historier fra det område, vi er en del af – uanset om vi har boet i området i generationer eller kun lige er flyttet til.
Brugen af Beværterhuset og vores samarbejde med naturvejlederen i Vordingborg kommune, viser os også, at der er et stort ønske om at bruge naturen med viden. Hvad er det for en blomst, hvilken fugle kan jeg høre, hvorfor er de sten samlet i en oval, hvorfor er der hul i midten? Vi håber at kunne være en del af denne formidling både ude i naturen – og når man sidder hjemme og “fordøjer” turen i skoven.