Blegekonernes årlige udflugt

Blegekonernes årlige udflugt

gik d. 11.oktober til Greve Museum, og vi kunne glæde os over deltagelse både fra foreningen og fra vores venner fra hørværkstedet i Køng, så vi var 15 afsted.  Efter spisning af den medbragte madpakke i museets smukke have, fik vi en fin omvisning på museet, som oprindelig er en stor, gammel slægtsgård.  Vi besøgte to stuer, som er indrettet i henholdsvis tidlig og sen 1800talsstil med typiske træk fra Hedebo-egnen – ikke mindst de smukke hedebodragter og imponerende hedebobroderier.  Dem så vi også en særlig udstilling af og fik forklaret lidt om de forskellige syteknikker og den særlige betydning hedebobroderi fik under den nationale rørelse efter krigene i 1848 og 1864, hvor f.ex. en krave med hedebobroderi signalerede dansk-sindethed. Efter en interessant omvisning fik vi en times undervisning i kartning og spinding af uld.  Selvom mange af os jo nok har bønder i vores aneregister, kunne vi konstatere, at fornemmelse for kartning og spinding ikke er noget nedarvet, men er noget, der måske kan læres efter lang tids øvelse!  Man kan godt forstå den respekt, der stod om tøj i gamle dage – det blev til efter en lang og slidsom forarbejdningsproces.  Kartning udvikler garanteret bryst- og armmuskulatur ligeså effektivt som nogen maskine i et fitnesscenter!

Efter en times anstrengende arbejde ved karter og håndten var vi klar til kaffen på Korporalskroen, en hyggelig, gammel kro fra 1700tallet, hvor vi let kunne forestille os, at Niels Ryberg måske havde gjort ophold på vej til inspektion af sin virksomhed på Køng fabrik, selvom vi vist ikke har  kildematerialer, der kan dokumentere hans besøg.  Vores besøg på kroen sluttede i den mest fantastiske og fantasirige gamle købmandsbutik, som var indrettet i den gamle hestestald.  Der var en totalt overvældende mængde af udstillede varer, og ovenpå butikken kunne vi besøge årets første julestue – med en nærmest uendelig mængde af juleting i gammel stil – det var helt betagende.  I gården uden for butikken var der også både en spændende ostebutik og et fint ishus i gammel stil – men det endte jo med, at vi måtte løsrive os fra alle herlighederne og køre sydover efter en dejlig dag…