Per ‘Smed’ Olsen fortæller
Nyraad Smedje
Per Olsen, var ansat 32 år i Nyråd Smede- & Maskinværksted (NSM), heraf i mange af årene som driftsleder.
Her følger et referat af et foredrag, som han holdt på en Kulturaften i Lokalhistorisk Forening mandag den 24. september 2012.
Per er født i stationsbygningen i 1942, hvor hans forældre var stationsbestyrere. Året efter flyttede han til Græsbjerg, hvor han voksede op. Læretiden, som dengang var 4½ år, blev udstået hos smedemester Iversen i Vordingborg. Efterfølgende var han ungsvend hos Iversen. I disse år hjalp Per smedemester Otto Andersen lidt med nogle opgaver om aftenen. Andersen, som oprindelig var startet i kompagniskab med Alexander Petersen på Nyråd Hovedgade nr. 13, havde i 1956 overtaget virksomheden efter Alexander Petersen.
Efter endt militærtjeneste som marinesoldat fra 1960-62. ”Her havde jeg oplevet en del. Jeg havde både været søsyg, havde arbejdet på Holmen og set Tivoli – og så var jeg sådan set færdig med København og var glad for at blive hjemsendt”. Efter at være kommet til Nyråd igen, henvendte han sig til Otto Andersen, og fik lovning på arbejde en 14 dages tid, hvilket resulterede i 32 år!
I starten af Pers ansættelse, var der tre ansatte, men det aksellerede hurtigt. I 1962-63 lejede Otto Andersen sig ind på Nyråd Skovstræde nr. 1, som var ejet af smedemester Peter Christensens enke. Ca. 1 år efter lejens påbegyndelse, købte Otto Andersen smedjen af fru Christensen, og året efter at Otto Andersen havde overtaget ejendommen, faldt taget en dag sammen! Så måtte ingeniørfirmaet Skude & Jacobsen i gang med at projektere en ny bygning, som den lokale murermester Mogens Borgstrøm blev valgt til at opføre.
Essen og ambolten var der, men blev snart sekundær i forhold til maskinarbejdet, som f.eks. var drejning af aksler. Kunderne var bl.a. Nyråd Mejeri, Nyråd Teglværk, Vandværkerne og gårdene. Sidstnævnte kundegruppe gik det så noget ud over, da Kulsbjerg-området blev til øvelsesområde. Sydsjællands Korn, som lå på Algade i Vordingborg hvor nu Shell tanken er, var som Per udtrykker det: ”En af de kunder, som Otto var god til at nappe fra Iversen”.
Fremtiden lå også i at reparere entreprenørmaskiner, bl.a. for firmaet Hescher i Tappernøje og udføre skovle for Nordisk Maskinimport. Der var også et tæt samarbejde med maskinforhandlerne Olaf Poulsen og Johs. Møller, som også brugte NSM som reparatør af deres kunders materiel, hvilket gjorde at Otto Andersen ofte måtte leje en Opel Kaptain i Vordingborg, som servicevogn til Per, som drog rundt over hele Sjælland.
En tyskproduceret maskine fordrede, at Per skulle på kursus i Berlin. Det var lidt en bet. Gået syv år i skole og ikke just stærk i tysk – hvad gør man så? Man henvender sig til fruen, Kirstens tidligere tysklærer, som dikterer køb af et par bøger og så bøjer vi verber et par gange om ugen i tre måneder – i fritiden! Så blev kurset fuldført og: ”Jeg lærte også hvordan man bestiller øl på tysk”, siger Per.
Sidenhen var det engelske gravemaskiner – det der populært hedder en gummiged – der skulle serviceres, idet kvaliteten var mindre god, hvilket så krævede kursus i England.
Dette står som en mere positiv oplevelse, da englænderne – modsat tyskerne – var noget mere socialt anlagte, og viste Per adskillige af Londons turistattraktioner.
Mange af maskinførerne var nogle tørstige fyre og hvis maskinerne ikke gik i stykker af sig selv, kunne de hjælpes på vej med lidt sabotage, som gav arbejde til NSM, og et behov for at Otto Andersen købte en brugt Volvo varebil, der havde været brødvogn, som servicevogn til Per.
Otto Andersen var et godt menneske, hvis man gjorde sin pligt. Og omvendt hvis han følte sig snydt, var det ud af vagten omgående og man fik aldrig mulighed for at komme ind igen. Han var også et nysgerrigt menneske, altid på jagt efter nye forretningsmuligheder. Derfor drog han og Per også på messe f.eks. i Hannover, for at se hvordan markedet udviklede sig og efterhånden som de lokale kunder i og omkring Nyråd forsvandt p.g.a. lukninger, var der god grund til at opsøge nye markeder.
Et af Otto Andersens kendetegn var, at han aldrig sagde nej til en opgave, hellere udnævne sig til ekspert med det samme og så betale lærepengene. Således fik firmaet slagteriet i Masnedsund som kunde, hvor der skulle installeres et vaskeanlæg fra Aalborg – her skulle Per også i skole – men det kom til at fungere så godt, at man også servicerede firmaets andre kunder og NSM havde i adskillige år 1-2 mand arbejdende på slagteriet på fuld tid.
Så kom der en tid, hvor man skulle være med til at konstruere dele på tankvogne til vogn-mandsfirmaet Niels Larsen, som skulle transportere kildevand fra Faxe Bryggeri til Randers. Til dette arbejde lejede NSM det nu nedlagte mejeri på den anden side af gaden.
Der skulle svejses i aluminium, hvilket der skulle specielt svejseudstyr til, som man så måtte investere i. Tankene skulle trykprøves inden levering, hvilket foregik i samarbejde med Arbejdstilsynet på øvelsesterrænet i Kulsbjerg.
En sådan tank eksploderede en gang, efter levering i Frihavnen i København, men NSM blev heldigvis frikendt for uheldet, som kunne have medført også alvorlige økonomisk konsekvenser.
På Københavns Pektinfabrik i Lille Skensved arbejdede ligeledes 2-3 mand på fuld tid et par år. Også Nakskov Skibsværft blev gennem Bandholm Maskinfabrik en arbejdsplads for 10-12 mand i 2 år.
Den gang var der ansat 30-32 mand i NSM, men normalen var omkring 18 og som regel kun 3-4 stykker hjemme på værkstedet. De senere år havde man altid 5 lærlinge.
I midten af tresserne havde den dynamiske formand for Vordingborg Sociale Boligselskab og samtidig formand for teknisk udvalg W.T. Rasmussen (S), vedtaget at selskabet ville opføre 21 boliger på Kærmindevej, med salg for øje som vinterbyggeri. Rasmussen havde udtænkt, at man kunne konstruere to store telte, hvorunder arbejdet kunne udføres uafhængig af vejret.
Skude & Jacobsen slog stregerne, NSM udførte rørkonstruktionen, snedkermester Preben Jensen lavede tagkassetter og en sejldug blev hængt udenpå. Det virkede efter hensigten og løsningen blev efterfølgende præsenteret på Herningmessen, men var på daværende tidspunkt for dyrt.
De fem vindmøller på Masnedø, var også et projekt firmaet var involveret i. Det var som underentreprenør for firmaet Melchior & Voltelen, hvor der skulle udføres dæk og reposer og nødlejdere i mølletårn, som den faste samarbejdspartner snedkermester Harry Bauer Sørensen (HBS), Stensved monterede.
En septemberdag i 1975 styrtede 25 meter havnekaj på Vordingborg Sydhavn i vandet.
Også her var det Melchior & Voltelen, som man gav pris til og som blev en fremtidig samarbejdspartner i de næste 20 år, ved havnebyggerier i bl.a. Køge, Hundested og Grenå.
Melchior & Voltelen blev opkøbt af Monberg & Thorsen og ad den vej blev man også leverandør til et rensningsanlæg i Israel.
Entreprenøren Roland Piszczek, Sakskøbing havde også et skib, som skulle vedligeholdes.
Det havde vi heller ikke lige prøvet før, men lærte her, at man ikke lige kan svejse på noget stål, som er nittet sammen.
Men Otto Andersen sagde aldrig nej, og man fortsatte i det maritime og arbejde også for skibsmægler Hans Ove Lange.
Farøbroerne var ligeledes en arbejdsplads for NSM i første halvdel af `80erne. Et meget lærerigt og interessant arbejde – hvor vi også næsten blev eksperter!
Men Per savnede mange gange, at man ikke holdt fast og specialiserede sig i en niche, man havde fået succes med.
Alsing Madsen, som var værkfører hos smedemester Iversen, havde en tidligere læredreng Per Madsen, som blev udlært 3 år før Per Olsen. Alsing Madsen blev senere kompagnon med Iversen, og efter Iversens død blev virksom-heden indhentet af fremtiden og Alsing Madsen fik ansættelse hos Otto Andersen.
Per Madsen rejste til USA, hvor han bl.a. fremstillede nogle reoler. Han kom engang hjem på ferie, hvor han besøgte Alsing Madsen i Nyråd Smede og Maskinværksted, hvor han forelagde, at han havde et behov for en specialboremaskine og spurgte om ikke vi kunne lave en sådan. Selvfølgelig!
Boremaskinen blev fremstillet og pakket i en fin lille kuffert og Otto Andersen & Ruth rejste en tur til Per Madsen i San Francisco med den. Efterfølgende var der et behov for yderligere en maskine, som Alsing Madsen rejste over med.
Den ”krøllede udsmykning” på Vordingborg Uddannelses Center er tegnet af kunstneren Ulrich Røssing og styrkeberegnet af ingeniørfirmaet Skude og Jacobsen og arbejdet blev udført af Nyråd Smede- & Maskinværksted. Så blev det malet af Haagen Larsen på Solvang og monteret af HBS.
En anden af Otto Andersens personlige styrker var, at han havde et godt netværk. Han var bl.a. medlem af hovedbestyrelsen af Danske Smedemesters Forening, hvilket utvivlsomt var med til at skaffe arbejdet til den lille by – og omegn.
I Hunseby lavede man i samarbejde med Monberg & Thorsen rensningsanlæg for Saks-købing og Maribo kommuner. Dette omfattede 500 meter aluminium gelænder, som HBS monterede. Senere gik turen også til et rensningsanlæg i Usserød.
Så var der Masnedø Gartneri. Det var også et prestigeprojekt, idet der skulle varme i driv-husene med kedler og fjernvarme, som vi heller ikke havde erfaring med. Vi ansatte et fjernvarmesjak på 4-5 mand.
Så lavede vi selv rørbæringer og kroge – ca. 10.000 stk. – for varmerørene, i Nyråd og hængte ca. halvdelen op, udført af vesttysk stål og det gik meget godt. Den anden halvdel faldt ned, hvilket skyldtes at de var udført af polsk stål. Her lærte vi, at stål ikke bare er stål og navnlig ikke, når det skal koldforarbejdes og efterfølgende varmgalvanizeres.
Olieledningen skulle inden aflevering renses, hvilket skulle gøres med en specialbold, som med tryk blev pustet gennem ledningen, med det resultat, at den med et gevaldigt brag drønede gennem glasset i den ene gavl af et af drivhusene.
Der var vist nogle glasmontører, som gik og monterede ruder, som fik en slem forskrækkelse.
TV-Huset i Vordingborg med Viggo Andersen som ankermand, involverede sig – med større eller mindre held – i fællesantenneanlæg og ansatte en ung mand fra Jylland ved navn Ingolf Jacobsen, som opfandt connektorer til samling af kablerne.
Disse connektorer fremstilledes i et lille værksted i Ørslev og efterhånden som virksomheden vokser flyttes der til det gamle ægpakkeri – nu A. Rasmussen Finmekanik på Langøvej.
Markedet mættedes, og Ingolf Jacobsen ville satse på udlandet. Derfor ansatte han en eksportsælger. I løbet af få år eksploderede salget, og fabrikken blev for lille. Så byggede han en ny fabrik på Industriparken i Ørslev, hvor NSM kommer ind i billedet i forbindelse med, at man har behov for et vaskeanlæg til affedtning af de fremstillede komponenter, som skulle overfladebehandles. Efter få år købte Ingolf en fabrik i USA, og så flyttede han over for at lede denne. Efter få år solgte han fabrikken i USA og Cabelcon i Ørslev, og købte så Vordingborg Køkkenet.
Der var noget med, at der var en mur i Berlin, som væltede i efteråret 1989.
Efterfølgende blomstrede en erhvervsforening og et eksportråd op i Vordingborg og det nye Tyskland blev fremført som stedet, hvor guldet flød i gaderne. Håndværkerne skulle bare rejse ned og hente det! Så nemt gik det dog ikke.
I samarbejde med Jupiter Plast på Bogø, kom her endnu et prestige projekt, og det blev det eneste projekt for Otto Andersen i Tyskland.
Jupiter Plast fremstillede nogle badeværelses-unit på ca. 2 x 2 m, som skulle monteres ved renovering af et treetages hotel i Schwerin. NSM skulle forestå rørføringen til disse og gav arbejde til 6 mand i 2-3 måneder, men da man troede, at man var færdige, blev Otto ringet op med den besked, at der manglede en rørføring til et varmeanlæg i en fløj på hotellet, og så måtte man af sted igen en uges tid. Dette var ligeledes med til at vælte det økonomiske i 1995.
Her slutter en spændende og lærerig epoke i en virksomhed, som har bygget på et bredt spekter af opgaver og har givet arbejde til mange mennesker.
Hør 1. del af Pers beretning her: http://www.youtube.com/watch?v=5CGRcbsiHgs