Nyråd Teglværk
Nyråds største virksomhed i mange år var Nyråd Teglværk, der lå på – ja, Teglværksvej – som senere er ændret til Munksgårdsvej, lidt nord for selve byen og hvor en af bygningerne stadig ligger i nyrenoveret stand, og anvendes til andet formål.
Det var en indvandret tysker, Bernhardt Kronshage, der grundlagde teglværket i 1868. Starten var præget af beskedne forhold, men han oparbejdede en udmærket virksomhed, der ved hans død i 1882 overgik til sønnen, Herman Kronshage.
Han forestod teglværket til 1906, da hans søn Henrik Kronshage, blev indehaver. Sidstnævnte stod i spidsen for virksomheden i 29 år – til sin død i 1935, hvorefter bedriften gik i arv til 4. generation, nemlig Herman Kronshage.
Dennes bedstefader lod i 1898 installere en ringovn, men ellers blev der ikke foretaget store ændringer i det tekniske anlæg før i 1935, da virksomheden i 1934 nedbrændte og genopførtes året efter, i ny moderne skikkelse. Ovnen havde nu 16 kamre med en kapacitet på hver 9000 sten.
Produktionen omfattede både gule og røde sten samt drænrør, og beskæftigede i højsæsonen, 16 mand. Sæsonen var sommerhalvåret, da den våde sten ikke tåler frost. I lokalarkivet findes filmklip, optaget i 1940`erne og som indikerer rig aktivitet i virksomheden på den tid.
Leret blev gravet i ned til seks meters dybde i området nær ved værket, men kvaliteten var for det meste kun egnet til sten til indvendig brug, og afsattes mest lokalt, selv om nogle også blev solgt og leveret i Københavnsområdet.
Efter de våde sten havde forladt formen, blev de via elevator transporteret til tørring på første sal, som var et åbent rum så vinden kunne udnyttes, inden de blev kørt til brænding.
Sidenhen blev stenene stablet i stakke à 240 stk., bl.a. ved hjælp af datidens arbejdshandsker, som var simple og lavet af gamle bilslanger.
Ib Kieler Petersen skriver i sin erindring fra 2001 om Nyråd omkring 1926: “Jeg husker lastbilen, de havde til at køre ud med tegl til byggepladserne med, det var et gammelt tysk militærkøretøj fra 1. verdenskrig. Den havde faste hjul og jeg har hørt at købmand Theisen i Købmandsgården havde problemer med sine billeder oppe i beboelsen, de kom til at hænge skævt hver gang teglværksbilen buldrede forbi, dengang var gaden jo brolagt”.
Gennem fire generationer var teglværket i samme families eje, indtil det blev solgt i 1958 til “en Andersen”, og som noget af det sidste produceres røde sten til Ny Masnedøgård.
Teglværket havde en meget højtlydende sirene, som aktiveredes ved pauser og fyraften og derfor også var hele omegnes tidsindikator.
Har du kommentarer eller yderligere oplysninger om emnet, modtages disse gerne på: nyraad@vinterhistorie.dk
September 2012 Lars Lyngskov
TV2Øst sendte