Vintersbølleskoven

Vintersbølle Skov og By hørte indtil 1774 under Vordingborg Rytterdistrikt. Ved den store auktion i 1774 blev Vintersbølle solgt til etatsråd Niels Ryberg, der også havde købt godset Øbjerggård i Køng. Skoven var dengang ikke så stor som nu, men da Ryberg skulle bruge meget tømmer og brændsel til sin væverivirksomhed i Køng, nedlagde han en af de 4 gårde i Vintersbølle og lagde jorden ind under skoven.

Ved Køng Fabriks konkurs i 1820, kom skoven igen ind under kronen der i 1868 solgte skoven til godset Petersgård der stadig ejer skoven.

På Valdemar Atterdags tid blev skoven brugt til vildsvinejagter, og kongen lod derfor skoven indhegne med de såkaldte vildtbanegrøfter. De bestod af en vold med en grøft på hver side. Langs stranden kan der stadig ses rester af dem.

I skoven er der 7 stendysser, hvoraf den mest kendte er langdyssen på Valdemarsplads med Valdemarstenen. Sagnet fortæller at fordybningen i stenen er sat af hoven på Kong Valdemars hest under hans vilde ridt gennem skoven, og at stregen langs stenens kant er slået af hans pisk. I fordybningen står der ofte vand som skulle være godt til at helbrede vorter med.

Gennem skoven løber en bæk med udspring i Hulemosesøen. Tidligere da vandet blev opstemmet ved dæmningen i Blegen, blev bækken i den nederste del så bred at den fik karakter af en å. Den blev kaldt Vintersbølle Å, og der var mindst 2 broer over den, hvoraf den sidste blev fjernet i 1960-erne. Vandet i bækken var gennem 1800-tallet drivkraft for 5 vandmøller i skoven.

Den ældste og mest kendte af dem var Hulemose Mølle. Den lå syd for Kalvehavevej ved siden af Hulemosegården, og den findes allerede omtalt i 1513, hvor den nævnes i Vordingborg Lens jordebog. Møllen blev drevet af et overfaldsvandhjul der i 1882 blev erstattet af turbiner, men da disse ikke havde så stor kraft, blev møllen efterhånden kun anvendt af ejeren til eget brug. Møllen blev nedrevet i 1945 og der findes ingen spor af den. Møllen var ejet af Hulemosegården der havde yderligere 2 vandmøller i skoven.

Havemøllen lå syd for landevejsmøllen hvor nu dæmningen med Bakkebøllestien ( tidligere Kalvehavebanen) går over kløften. Møllen blev bygget omkring 1774 og var i brug til omkring 1912. Der kan ses en smule af dens fundament syd for dæmningen.

Den tredje af Hulemosegårdens møller lå hvor bagløbet fra Hulemosesøen løber sammen med møllebækken. Den blev formentlig opført i 1720-erne. Omkring 1852 blev den moderniseret, men den kom aldrig i brug igen, og brugtes senere kun til beboelse. Der findes heller ikke noget tilbage af denne mølle.

Theisens Papirmølle var skovens fjerde vandmølle og lå i skovens udkant ved Nyråd Mark. Den er formentlig bygget omkring 1840 og var ejet af købmand Theisen i Nyråd. Møllen var en stampemølle og producerede papir af gamle linnedklude. Møllen var formentlig kun i drift en kortere årrække, for i 1880 anvendes bygningerne til beboelse for ansatte ved væveriet i Blegen. Der findes stadig bygninger på stedet.

Skovens femte vandmølle lå ved Blegen , hvor der omkring 1800 blev etableret et blegeri for Kjøng Fabrik. Vandhjulet blev brugt til at drive vaskemaskinerne og rullemaskinerne, og senere da væveriet var flyttet til Blegen, brugte man også vandkraften til at drive spolemaskinerne. Dæmningen med hullet til stigbordet kan stadig ses på stedet. Dæmningen brugtes til at opstemme vandet i møllesøen, således at man ved at hæve og sænke stigbordet kunne regulere vandstanden i søen og vandmængden til vandhjulet.

Det vaskede linned blev hængt til tørre i nogle store træhuse med lemme, der kunne åbnes til alle sider så vinden kunne blæse igennem. Derefter blev linnedet lagt ud til blegning på skråningerne. Det blev bundet fast til nogle pinde som blev stukket ned i jorden. Nu skulle solen og lyset klare blegningen. Der blev dog også brugt kemikalier til blegningen.

I 1850 blev Blegen og blegeriet solgt til Kjøng Fabrik der 1851 flyttede sin virksomhed i Køng til Blegen. Fabrikken beskæftigede på et tidspunkt omkring 100 mennesker, og vævede så fine varer at den leverede til såvel det danske som til udenlandske kongehuse. Man vævede damask, drejl og lærred. I 1872 fik fabrikken guldmedalje for sine tekstiler ved Den Nordiske Industri- og Kunstudstilling i København, og i 1888 fik den sølvmedalje. Men derefter gik det tilbage for fabrikken. Man kunne ikke klare sig i konkurrencen med de store nye hvidevarefirmaer, og derfor åbnede ejeren i 1891 et sommerpensionat på stedet.

I 1906 lukkede fabrikken helt, og Blegen og bygningerne blev solgt til godsejer Ida Suhr på Petersgård. Alle bygninger bortset fra udhuset er borte. Den hvide villa på stedet er opført i 1920-erne.

Maren Apels hus er det eneste hus med tilknytning til Kjøng Fabrik der er bevaret. Huset ligger et par hundrede meter fra Blegen på det der dengang var en stor, lys og åben plads ved åen. Huset der også kaldes Beværterhuset, Kaffehuset og Tehuset, er bygget i 1850 – 51 til bolig for en væver ved fabrikken, og her boede væver Heinrich Apel og hans hustru Maren med deres børn fra 1851. På grund af husets skønne beliggenhed, blev stedet til et samlingssted og udflugtsmål for hele omegnens beboere. Man kørte dertil i hestevogn, sejlede til stranden ved Blegen eller senere da Kalvehavebanen kom til, tog man med toget til Nyråd Station. Maren Apel solgte varmt vand til de medbragte kaffebønner og teblade, limonade og sodavand. Senere beboere fortsatte med at drive beværterhuset til først i 1930-erne. Fra 1937 blev huset ikke længere benyttet til bolig, men udelukkende anvendt til jagthytte for de jægere der lejede jagten i skoven.

I udkanten af skoven ved Vintersbølle Skovvej ligger en hvid villa. Den kaldes i daglig tale for Målet. Her blev Oringe Vandværk bygget i 1868, da ejeren af Hulemosegården indgik en aftale om daglig at levere 500 tdr. overfladevand
fra Hulemosesøen til Sindssygeanstalten Oringe. Vandet blev renset i nogle filtre i jorden og ført gennem en jernvandledning til Oringe.

Ved stranden vest for Vintersbølleskoven opførte ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” i 1938 et sanatorium der samme år blev indviet i overværelse af Kong Christian X og Dronning Alexandrine. Senere blev det børnehospital og er nu ”Ældrecentret Vintersbølle Strand” .

Langs den nordlige del af skoven går Bakkebøllestien. Her gik jernbanen mellem Vordingborg og Kalvehave i perioden 1897 til 1959, hvor banen blev nedlagt.

30.1.2001 Bodil Madsen