Oldermænd uddannede ved Beværterhuset
Den 7. september 2013 afholdt Natursekretariatet i samarbejde med Landsbyforum et ”oldermandskursus i naturpleje”, hvor frivillige kunne lære at slå slet med le. Deltagerne blev bl.a. instrueret i sikkerhed ved brug af en le til naturpleje. Der er nu uddannet fire oldermænd fra hhv. Bårse, Borre og Nyråd, og andre frivillige fra Jungshoved og Vestmøn har vist interesse for oldermandskurset, men kunne desværre ikke deltage denne gang. Oldermandskurset vil derfor gentages igen til næste år. ”Oldermandskurset” giver mulighed for at en uddannet oldermand kan låne ”Det rullende Naturværksted” (en lukket trailer) med leer, river, ørnenæb, m.v. til frivillige naturplejeprojekter i et lokalområde i Vordingborg Kommune.
Introduktion til høslæt med le og sikkerhed
På kurset gennemgik naturvejleder, Elise Hvelplund, og oldermand, Søren Vissing Nielsen, leen som naturplejeredskab, den rette indstilling af ledraget og montering af lebladet. Deltagerne fik illustreret teknikken til at slå slet med en le og fik afprøvet det i praksis på engen nedenfor Beværterhuset. Undervejs blev der lagt vægt på sikkerhed, og vigtigheden i at oldermanden sørger for en god styring af høslættet, hvor deltagerne går i forskudte rækker og med tilstrækkelig sikkerhedsafstand.
Kaffepause ved Beværterhuset
Frivillige fra Lokalhistorisk for Vintersbølle/Nyråd bød på kaffe og hjemmebagt kage ved Beværterhuset, hvor der var dækket flot op med dug, porcelænsservice og blomster. Her var der tid til at slå en snak af og nyde udsigten over skoven og engen, mens leerne hang i et hyldetræ og ventede på anden runde slet på engen. I kaffepausen blev der informeret om, hvordan man som oldermand kan organisere et høslætlaug i sit lokalområde, f.eks. som en aktivitet under den lokale borgerforening eller i et partnerskab med Danmarks Naturfredningsforening. Desuden blev der orienteret om vigtigheden i at informere deltagere om forsikringsforhold ved høslætarrangementer. Dagen sluttede af ,med uddeling af oldermandsbeviser og leudstyret blev pakket sammen i traileren.
På gensyn til høslæt i sæson 2014 og endnu et oldermandskursus!
Yderligere spørgsmål: Har du spørgsmål vedrørende ”Det rullende Naturværksted” og ”oldermandskurser” er du velkommen til at kontakte, naturvejleder, Elise Hvelplund, Natursekretariatet, Vordingborg Kommune, på mail: eshv@vordingborg.dk eller tlf. 55362506.